Jeg har igennem årene mange gange fået fortalt, at jeg er modig og folk der hører min historie spørger mig tit hvordan jeg tør gøre de ting jeg gør.

Jeg føler mig ikke modigere end andre mennesker – jeg føler mig faktisk sjældent særlig modig. Jeg tror at min drivkraft ligger i, at jeg simpelthen ikke tør at lade være. Jeg er bange! Bange for at leve et middelmådigt liv. Bange for at gå glip af noget. Bange for at ikke at kunne give mine børn det de har brug for, men mest af alt bange for at være ulykkelig, trist og bitter.

Har jeg haft dage uden mod hvor jeg har ligget i fosterstilling og tænkt worst case scenario tanker? Hvor jeg har slået mig selv oveni hovedet og ikke kunne se mit potentiale og mine talenter?
Ja! Det kan du bande på, at jeg har. Er jeg stolt af den person jeg er i de dage? – Hell No!!!.

Men for mig handler det ikke så meget om, ikke at føle frygt, men mere om hvordan jeg BRUGER den frygt. For for mig er frygt helt sikkert en drivkraft – ikke lige når jeg står midt i de allerværste tanker, men når jeg hanker op i mig selv og vender frygt til mod og handlekraft. Når jeg ikke længere overlader min skæbne til tilfældighederne med gør det der skal gøres for, at jeg kommer derhen hvor jeg gerne vil hen. Når jeg tager ansvar og udstikker retningen.

Og det med retning er vigtigt for mig. Jeg træffer ikke bare hovedløse beslutninger. Det betyder ikke, at jeg behøver at tænke alt til døde. Ofte træffer jeg hurtige beslutninger som er baseret på min intuition og som kommer fra mit hjerte. Det er de beslutninger som ALTID viser sig at være de bedste.

Så hvordan er det lige at man træffer beslutninger med sit hjerte? For at kunne gøre det, så er man nød til at vide hvad man ønsker i livet. Her snakker jeg ikke om materielle gode men hvilke følelser man ønsker opfyldt. De følelser er vores personlige værdier og de er vores indre kompas og navigerer vi efter dem vil vi føle ro og retning. Lever vi derimod i uoverensstemmelse med vores værdier, så oplever vi at vores liv er meningsløst. Den følelse kender jeg alt for godt.

Til at starte med var jeg var bare ikke bevidst om, at det var fordi jeg ikke var tro mod det jeg ønskede mig og som jeg var inderst inde. Jeg bildte mig selv ind, at jeg bare ikke var en person der KUNNE blive tilfreds – NOGENSINDE! Og samtidig jeg følte skam over at have så meget og ikke være rigtig glad. Det var først da jeg lyttede efter og blev opmærksom på hvad JEG gerne ville – ikke hvad samfundets normer fortalte mig jeg skulle klappe i hænderne over, at jeg kunne mærke min retning – at jeg blev bevidst.

Men bevidsthed er altid kommet med en pris for mig, for når jeg først VED bedre, så er jeg NØD til at handle anderledes. Hvorfor? Fordi jeg bliver bange for hvad der sker hvis jeg ikke gør det.

Så hver gang nu jeg føler frygt (når der vel og mærke ikke er en der er ved at blive kørt over eller der er ild i gardinerne og dermed en legitim grund til at blive bange), så ved jeg, at der er et eller andet sted i mit liv hvor jeg ikke lever ærligt. En lille stemme jeg har overruled fordi jeg er blevet forført af noget andet. En livsholdning, som jeg ikke er tro mod. Så frygt i sig selv er ikke en motivation, men det er ønsket om at igen at leve efter mine inderste værdier, drømme og overbevisninger.