Jeg troede oprigtigt, at jeg var det rette sted i mit liv. Den rette mand. Det rette job. Det rette liv.

Jeg rejste og jeg morede mig. Men et eller andet var ikke rigtigt. Et eller andet føltes forkert.

Men jeg havde ikke lyst til at lytte til den lille stemme der hviskede mig i øret.
Havde ikke lyst til at høre (eller mærke) at jeg slet ikke var glad, for det ville betyde at jeg skulle lave noget om.

At jeg ikke bare kunne fortsætte af den vej jeg var på. At jeg skulle bevæge mig derud på ukendt grund hvor jeg ikke vidste hvad der kunne ske.

Så i stedet for at lytte, så planlagde jeg endnu en rejse langt, langt væk. I stedet for at lytte, så bestilte jeg endnu et nyt køkken (selvom det eksisterende kun var 1 år gammelt) I stedet for at lytte, så brugte jeg uanede mængder af energi på at farve koordinere mine pigers underbukser med deres strømper. Jeg gjorde ALT for at blive fri for at lytte.

Men det blev tydeligere og tydeligere for mig. Jeg var trist om søndagen og ekstatisk om fredagen. Jeg talte dagene til næste ferie eller fridag. Jeg talte minutterne til jeg havde fri. Jeg hadede mit job.

Men i stedet for at være ærlig over for mig selv. I stedet for at tage mine egne behov og værdier seriøst, så fodrede jeg mig selv med overbevisninger om, at jeg ALDRIG ville få et job med så meget frihed, så mange ferier. At jeg Aldrig ville få et job hvor jeg tjente så meget. At jeg aldrig ville finde et job som jeg ville trives i. Kort sagt så fortalte jeg mig selv, at det aldrig ville blive bedre. At et job bare er noget der skulle overstås og at jeg bare ikke var en der kunne passe ind på arbejdsmarkedet.

Men hvor tog jeg fejl

Det indså jeg først da jeg tog min coaching uddannelse.

For da jeg først turde slippe mine hæmmende overbevisninger og i stedet gå med mit hjerte og ikke med min frygt, så åbnede der sig en ny verden for mig. En verden hvor det var sjovt at gå på job. En verden hvor jeg ikke længtes efter ferier fordi jeg blev fyldt op. En verden hvor jeg ikke længere behøvede at bedøve mig selv med ligegyldige aktiviteter for mit liv var fuld af meningsfulde projekter.

Men det har været og er stadig en proces. Jeg skal stadig lytte til min sjæl og afstemme mine handlinger efter mine behov. Jeg skal stadig til tider stoppe mig selv, når jeg overbeviser mig selv om, at næste udviklingstrin er alt, alt for farligt. At det ikke kan lykkes – at jeg ikke kan lykkes. For nu ved jeg at det ikke er sandt.

I dag lever jeg af min passion og jeg har aldrig tjent så mange penge eller haft så meget fri (eller i hvert fald ikke følt at mit arbejde var en sur tjans) – men vigtigst af alt så har jeg aldrig været så glad!